Af Frantz Busch.

»Og derom beder jeg, at eders Kærlighed maa blive mere og mere overflødig i Kundskcib og al Skønsomhed, for at I kunne prøve, hvad ret er, for at I maa være rene og uden Anstød indtil Kristi Dag, fyldte med Retfærdigheds Frugter, som virkes ved Jesus Kristus, Gud til Ære og Lov«. (Fil. 1:9-11)

Vi høre i Ordet i Dag Apostelen Paulus bede i sit Fængsel for Menigheden i Filippi. Han var fængslet for Kristi Evangeliums Skyld, hvilket han havde forkyndt som Visdom til Salighed. Men over sine Lidelser glemte han ikke sine Menigheder, og han nøjedes ikke med at bede for sig selv, hans Kærlighed til Menighederne nødte ham til at bede for dem. Han kendte jo fra egen Erfaring Bønnens Velsignelse. Guds Naade var bleven stor i ham igennem Bøn. Ved sin Bøn for Menigheden i Filippi vilde han ogsaa gøre Guds Naade stor hos dem. Om vi ret kunde bede og bede den samme Naade stor i os og iblandt os!

Apostelen bad om, at hans Menigheder maatte faa Visdom og Kraft til at leve efter Guds Vilje. Sjælen i et Liv, som leves efter Guds Vilje, er Kærlighed til Gud. Lysten driver Værket, saa er det ogsaa Lysten til Gud, Kærligheden til Gud, som virker det gudvelbehagelige Liv. Hvor der ikke er Kærlighed til Gud, der bryder man sig ikke om at gøre hans Vilje. Det er Kendetegnet paa, om der hos et Menneske er Kærlighed til Gud: er Guds Vilje begyndt at være hjemme hos dig og i dit Liv. Hvis du ikke lader dig tilskynde og bestemme af, hvad Gud vil, saa kan du ikke heller sige eller mene, at du elsker Gud. Hvor lidt elskes Gud iblandt os! Jesu Forudsigelser er begyndt at gaa i Opfyldelse: »Kærligheden er bleven kold hos mange«, derfor er Livet som det er, bestemt af Menneskets egen egenkærlige, forfængelige, kødelige Vilje.

Og dog, have vi ikke Grund til at elske Gud! Har Gud ikke givet os det, som kunde tilskynde os til at elske ham! Gud har jo givet os sin Søn, for at vi ikke skal fortabes for vore Synders Skyld, men ved Troen paa Ham have evigt Liv. Uden Guds forbarmende Naade, saaledes som den tilbydes og skænkes os i den for vore Synder korsfæstede Frelser, ere vi hjemfaldne til den hellige Guds straffende Retfærdighed, hvis brændende Ild fortærer alt det urene, som ikke er dækket af Naaden. Har vi saa ikke Aarsag til at elske Ham, som elskede os først! Giv dig da med det syndige og fattige Hjærte hen i den Kærlighed, som skjuler Syndernes Mangfoldighed. — saa skal du lære at elske Gud. Og jo mere du lader dig elske af Guds Kærlighed, desto mere vil du elske Ham igen, som elskede dig først. Og saa vil dit Hjærte længes efter at gøre Guds Vilje, saa bliver den Bøn levende for dig: ske din Vilje!

Kærlighed til Gud vil altid gøre Guds Vilje, men det mangler ofte paa Kundskaben om Guds Vilje. Kærligheden staar ofte famlende og usikker og spørger: hvad er Guds Vilje i dette Stykke? hvorledes skal jeg hundle i denne Sag, at Guds Vilje bliver gjort. Her trænger Kærlighed til Kundskab. Om dette var det, at Apostelen bad for Menigheden i Filippi — og dette er det, vi skulle bede for og med hverandre, vi saa mange som elske Ham, der elskede os først og derfor gærne ville gøre Guds Vilje. Guds Vilje er med Flammeskrift aabenbaret i de hellige Bud og i Jesu lysende Skikkelse, han som altid gjorde Faderens Vilje. Vi maa bede om Visdom til at kende Budene og til at forstaa Jesu Liv; vi maa bede om Visdom til at prøve i vort Livs forskellige Forhold, hvad Guds Vilje er.

Og saa vist som det er Kærligheden som beder for at blive i Stand til at gøre Guds Vilje, saa staar Forjætt elsen: »om nogen fattes Visdom, da bede han Gud, som giver alle gærne og uden at bebrejde, saa skal der gives ham« (Jac. i, 5). »Beder saa skal eder gives«, siger Jesus selv. Hvor lykkelige vilde vi være og til hvor megen Velsignelse, om vi altid kunde kende og skønne Guds Vilje og gøre derefter! Vi kunne naa det, om vi med Apostelen ville bede derom med oprigtige Hjærter og i Tro. Hvad maa det ikke ligge en Jesu Discipel paa Sinde at gøre Guds Vilje!

Hvor alvorligt laa det ikke Paulus paa Sinde. Vi høre det i disse Toner: »for at I maa være rene og uden Anstød indtil Kristi Dag«. Apostelen lærer os at se Livet og vor Gerning under Synspunktet af »Kristi Dag«, som jo er den Dag, da den som var »tro indtil Enden, krones med Livets Krone« (Joh. Aabenb. 2, 10), medens den »unyttige Tjener kastes ud i det yderste Mørke« (Matth. 25, 30)

»Ren og uden Anstød indtil Kristi Dag« maatte disse Ord altid give Genlyd i os og paaminde os om at vaage og bede for at kende Guds Vilje og gøre den, at vi maatte blive »fyldte med Retfærdigheds Frugter«.

Det rette Træs Frugter ere saadanne som: »Godhed, Retfærdighed og Sandhed« (Efeserbrevet 5, 9) og »Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed. Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed« (Gal. 5, 22). Hvor lidt er der ikke af disse »Retfærdighedens. Lysets og Aandens Frugter« iblandt os!.

Du som tror paa Jesus og er begyndt at elske Ham, som elskede dig først og gerne vil, at Hans Vilje skal ske i dig og med dig, hvorledes gaar det med Retfærdighedsfrugterne hos dig? Du finder det Suk i din Sjæl: »jeg er desværre langt borte endnu«. Men da er det Skriftens Trøst til din forsagte Sjæl: du frelses ikke ved din Retfærdigheds Frugter, men ved Kristi Retfærdighed; hans Lidelses Frugt er din Frelse. Her er der Hvile for din Sjæl.

Men din Frelser vil ogsaa give dig Kraft til at bære »Retfærdigheds Frugter«; de virkes ved Jesus Kristus i alle, som have Tro til Ham, og skulle ogsaa virkes i dig, i samme Grad som du i Tro hjærtelig giver dig hen i din Frelsers Kærlighed.

»Jeg er Vin træet og I ere Grenene«, siger Jesus. (Joh. 15, 5): »hvo som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet gøre«. Bliv da i Jesu Kærlighed vaagende og bedende, saa bliver din Kærlighed vis til at kende Guds Vilje og stærk til at udføre den.

Hvad Apostelen bad om for sin Menighed, det skulde vi, som have faaet Præsteembedet betroet, ogsaa bede om for vore Menigheder. Trængte den skønne og benaaede Filippensermenighed til Apostelens Bøn, saa trænge vore Menigheder endnu mere. Men ogsaa den store Apostel begærede sine Menigheders Forbøn, fordi han behøvede den. Hvormeget mere behøve vi da ikke Menighedernes Forbøn!

Naar vi nu til Slutning vende vor Tanke til Eder, som Folket har valgt som sine Tillidsmænd til at forhandle og beslutte hvad der kan tjene Færøernes Tarv, saa behøve ogsaa I for at kunne prøve, hvad Ret er, for at kunne gøre Guds Vilje, for at eders Forsamlinger kunne fyldes med Retfærdigheds Frugter, den Kærlighed, som har Lyst til Guds Vilje, som er vis til at kende og stærk til at gøre Guds Vilje, som altid er det rette. Gud give Eder denne Kærlighed! Derom ville vi bede for Eder som for os selv; at vor Kærlighed maa blive mere og mere overflødig i Kundskab og al Skønsomhed, for at vi kunne prøve, hvad Ret er, for at vi maa være rene og uden Anstød indtil Kristi Dag, fyldte med Retfærdigheds Frugter, som virkes ved Jesus Kristus, Gud til Ære og Lov «. Amen!