– Vil Indre Mission sende en missionær?
Den unge mand kiggede på provst Zeuthen, der her i 1904 var formand for Indre Mission. Spørgsmålet hang ubesvaret i luften på provstens kontor. Zeuthen så på den unge mand, der sad overfor ham.

Manden hed Axel Moe. Han var nevø til den kendte missionspræst Carl Moe, og han var ligeså bramfri som sin farbror. Og nu havde Axel Moe altså fået en ide: Indre Mission skulle sende en missionær til Færøerne.

Denne artikel er skrevet på opfordring af Indre Mission i Danmark, og blev i august 2023 bragt i bladet IMpuls.
IMpuls var tidligere kendt som Indre Missions Tidende.

Få år tidligere havde Axel Moe mødt Frantz Busch, der var præst på Færøerne. Pastor Busch og ikke mindst hans færøske kone, Mariane, gjorde så stort indtryk på Moe, at han besluttede sig for at rejse op og hjælpe pastor Busch med hans præstegerning. I den følgende tid samlede Axel Moe færinger til møder i private hjem. Når vejret en sjælden gang tillod det, blev møderne flyttet udendørs, så flere kunne være med.

Men nu var Moe altså på besøg hos Zeuthen i Danmark. For der var brug for hjælp på Færøerne.

En brydningstid

Men lad os nu lige tage en lille pause i fortællingen, og se på den åndelige situation på Færøerne omkring år 1900.

Efter monopolhandlen blev lukket i 1856 steg velstanden betragteligt på Færøerne. Befolkningstilvæksten eksploderede fra ca 5000 indbyggere i år 1800 til over 15.000. Samtidigt kom nationalromantikken lidt forsinket til Færøerne, og drømmen om selvstændighed voksede. Man arbejdede også på at få færøsk sprog indført i både skole og kirke, hvor man hidtil havde talt dansk.

Desværre brugte mange mænd deres penge på spiritus. Var der ikke flere penge på lommen, satte man sin jord i pant for brændevin. Det efterlod Færøerne med en masse fattige familier – og så altså nogle rige købmænd.

De vækkelser, som Indre Mission byggede på, var endnu ikke slået igennem på Færøerne. Men helt upåvirket af dem, var man nu heller ikke. Nogle præster og andet godtfolk, havde taget vækkelsesånden til sig. Der var en spirende længsel efter fornyelse, og i 1890erne kunne man i Færøsk Kirketidende læse en opfordring til at lave søndagsskoler efter dansk forbillede.

Udefra blev kirken presset af gendøberne fra den engelske brødremenighed, Plymouth Brethrerns. Det gav anledning til megen uro og splittelse. Ikke bare i kirken, men også i det øvrige samfund.

Den færøske befolkning var altså – meget groft sagt – på vej til at blive delt i tre: De der drak, de åndeligt vakte i folkekirken og endeligt gendøberne.

Hvem skal jeg sende?

Men alle de ting tænkte Zeuthen nok ikke på. Han ville gerne sende en missionær til Færøerne. Han havde bare ingen at sende. Og dog! For lige overfor ham sad jo en rask ung mand, der både havde en teologisk baggrund og indsigt i den færøske kultur.

Så det gik for Axel Moe, som det siden er gået for så mange andre, der kom med en god ide: Bolden blev sendt tilbage, og selvom Moe først forsøgte at slippe udenom, endte det med, at han i november 1904 var tilbage på Færøerne. Denne gang udsendt som Indre Missions første missionær på øerne.

Modstand

Ved samme tid kom Ryving-Jensen og Nielsen til Færøerne for at grundlægge en skipperskole. Og de blev straks lagt for had. Ikke nok med at de var danske! De tilhørte også Indre Mission. Helt galt gik det, da de begyndte at holde møder på skolen. En avis skrev blandt andet: “Af alle de farer, der kan tænkes at true vor åndelige eksistens og fremtid, er ingen så skæbnesvanger som den, om det skulle lykkes et indremissionsk foretagende at udvikle sig og få fodfæste her. Det er sygdommen selv, den sorte død, for alt åndeligt liv...”

Modstanden blev så stor, at de måtte lukke skolen efter kun to år.

Imens var Axel Moe faldet i unåde rundt om i landet. Mange præster, forsøgte at udelukke ham fra at bruge kirker og skoler som samlingssteder. Menighedshuset i Tórshavn gav den unge missionær taleforbud på livstid efter han først blev anklaget for at tilhøre gendøberne, og derefter for at skabe splid og uro. Gendøber var han bestemt ikke, men det er nok mere tænkeligt, at nogle blev stødt over hans direkte tale om himmel, helvede og sjælens evige frelse. I det stykke lignede han sin farbror.

Og i et indlæg i en anden avis kunne man læse at: “Indre Mission er en Sammenslutning af tørhjernede dogmatiske Fanatikere, hvis første og bedste kendetegn er en til det yderste gennemført herskesyge og ufordragelighed overfor anderledes tænkende. Åndeligt set står denne retnings religiøsitet ikke stort over Fetischdyrkernes, en åndsforladt, mørk og livsfjensk religiøsitet”. Så var banen ligesom kridtet op.

Vækkelsen kom

Men Guds Ånd var stærkere end modstanden. Arbejdet voksede, og i 1921 stiftedes et nationalt råd, som fungerede som rådgivende organ for Indre Missions hovedbestyrelse. Det var fortsat Indre Mission, der ansatte og lønnede medarbejderne. Under 2. Verdenskrig blev forbindelsen mellem de to lande midlertidigt afbrudt, så missionærerne kunne ikke modtage deres løn fra Danmark. I den situation overtog rådet ansvaret, og fik et lån af Lagtinget, og så blev der samlet gaver ind. Det lykkedes at få det til at hænge sammen, men det var trange tider for Indre Missions ansatte på Færøerne.

Igennem 20’erne og 30’erne skød missionshusene op over hele landet. Ofte kom så mange til møde, at der ikke var plads til dem. Det gjaldt også, da Jákup Eið i 1933 blev ramt af uro. Hans kone havde hver aften inviteret ham med til den møderække, der var i bygden Porkeri. Men han mente jo nok, at han var så god en kristen som alle andre. Den sidste aften fortrød han, efter konen var gået, og fulgte alligevel efter hende. Men da han kom til huset, stod der 100 til 150  mennesker udenfor, som ikke kunne komme ind. Jákup Eið har siden fortalt, hvordan han klatrede op på husets tag. Her kunne han gennem en ventilationskanal høre missionær Klæmint Eliassen prædike. Og det var her på taget af huset, Jákup Eið tog imod frelsen.

Et barn flytter hjemmefra

Den missionsindsats, der blev påbegyndt dengang, har ført til at Heimamissiónin i dag har 12-13 ansatte medarbejdere i det, der svarer til ca. 8-9 fuldtidsstillinger. Sammen med de mange frivillige driver medarbejderne mission både til lands og til vands, og nu også i cyberspace.

I 1990 blev Heimamissiónin selvstændig; og overtog 100% ansvaret for missionen på Færøerne. Det var helt udramatisk, som det plejer at være, når børn bliver store og flytter hjemmefra. Familiebåndet består stadigvæk.

Derfor er der også fortsat gode relationer mellem de to missionsbevægelser. Fra Heimamissiónins side står der stor respekt om Indre Missions indsats. Resultatet af mødet mellem Moe og Zeuthen i 1904 fik afgørende betydning for troslivet på Færøerne.