Tað er ikki eina í nýggjari tíð, at vit skifta orð um og eru ósamd um sangin og tónleikin, sum verður nýttur, tá vit koma saman til Guds Orð! Í dag skulu vit seta tíðina aftur heilt til 1891, tá umleið 200 føroyskir fiskimenn sungu ein Kingo sálm umborð á norskum dampara. Hetta gleddi stórliga Emil Bruun, prest, sum var blaðstjóri á ”Færøsk Kirketidende”!

Støðan var tann, at Kingo Sálmabók nógva staðni var hótt av einari nýggjari sangbók við evangeliskum sangum. Emil Bruun skrivaði aðra staðni í ”Færøsk Kirketidende”, um hvussu illa við hann var av hesum sangum, sum hann helt vera mestsum tómar, uttan innihald. Tí var tað honum ein stór gleði, tá hann í januar 1892 kundi siga frá hendingini, sum fór fram fáar mánaðar áðrenn á havinum millum Ísland og Føroyar:

Vi have bragt i erfaring et lille træk fra det færøske religiøse liv, som vi ikke kunne nægte os den glæde at anføre:
Paa Hjemrejsen fra Island i afvigte Efteraar var der efter Forlydende ca. 200 Fiskere paa en norsk Damper, som skulde bringe dem tilbage til Færøerne. Paa Vejen kom der imidlertid meget ringe Vejr. Men da havde de ombordværende Fiskere som med en Mund opløftet deres Røst og sunget den gamle kingoske Udfærdssalme: »Nu henflyer jeg til Din Nåde«. Det har været et af disse løftende øjeblikke, da Salmens stærke Toner bar Bønnen frem paa Læberne af de mange, hinanden for største Delen ukjendte Mænd, et af disse Øjeblikke, som man ikke oplever mange af i sit Liv, men som man heller ikke glemmer, naar man engang har oplevet det; thi i en saadan Stund mærkes Pustet fra Aandens Vingeslag, saa det bruser i os: ».Nu høres de glødende Tungers Røst – Aanden er os nær!«

Med Glæde have vi anført dette lille Træk, der viser os,- at de gamle Salmer dog er en Livsmagt i Folket, der i Farens Stund kan fylde Sjælen og føre den mod Gud; det er ikke let at forstaa for den; der i sit Liv ej har lært at synge Herren »den nye Sang«., men saadant et lille Exempel skal vise, at der endnu er Kraft og Malm i den gamle Salmetone.
Kelda: Færøsk Kirketidende, Januar 1892