Gamalt gull: Vágseiði 1905

Fyrsti trúboðarin, Axel Moe, kom til Føroyar í november 1904. Mest av øllum var hetta vegna prestin Frantz Moritz Friedrich Busch, sum tá var einasti prestur í Suðuroynni og búði í Hvalba.

Familjan sigur í ættartalvuni um Busch, at hann hjá teimum varð nevndur Frantz av Assisi, av tí at ”hann var sjáldsama eyðmjúkur, gudsóttandi og elskuligur”.

Frants Busch og trúboðarin, Axel Moe, vóru tveir av undangongumonnunum, sum vildu fremja leikmannarørsluna í Føroyum.  Busch var vorðin ritstjóri á Færøsk Kirketidende, og her var hann fortalari fyri leikmannarørsluni. 1.august 1905 sigur hann við gleði soleiðis frá einum útimøti:

Under aaben Himmel

En yndig, stille Søndagseftermiddag var vi ca. 200 Mennesker til Møde om Guds Ord ude ved Vaags Ejde. Salmer og Taler skiftede med hverandre. Ved dette Møde aflagde tre Lægmænd et Vidnesbyrd.

Den første vidnede ud af »sin sjæls overbevisning« om, at Lykken er ikke at finde i Penge eller noget som helst jordisk, men alene i Forvisningen om, at have en naadig Fader i Himmelsen ved Jesus Kristus.

LES EISINI  Sangskeiðið 1992 á Glyvrum

Den næste talte så skønt og hjærteligt om »Lysenes Fader« og »Lysenes Børn«. For at vise hvilken glæde og Tryghed der er i at være Barn af Lysenes Fader, drog han en sammenligning med et godt Hjem herm på Jorden, hvor Forholdet mellem Børn og Forældre er som det skal være. – Men det er ”alene ved Kristus” at vi ere Lysenes Børn og komme til det lyse Hjem.

Den sidste af Talerne talte ud fra Davids Ord: »hvor skal jeg gaa hen fra din Aand« o.s.v. (Davids Psalme 139,7-10). Han understregede hvor godt det er altid at vide Herren med sig, enten man er til Lands eller til Vands. Som Solen lyser ned på ethvert Græsstraa, så kunne vi altid være i Herrens Nærhed. Men der er noget, som skiller os fra Gud, det er Synden. Dog kendte han én, der var mægtig til at fjærne Skyen for ham som for enhver. Det var Jesus – . Alle tre lagde de os på sinde flittigt at læse i Bibelen og at bede.

LES EISINI  Minnist tú? – Sangskeiðið 1991

Et lille Sangkor sang firstemmig ”Dejlig er Jorden”, hvorefter Skaren spredte sig under Afsyngning af Hjemlandstoners dejlige sange. Flere af dem, der havde været med til dette Møde, udtalte deres glæde over det og ønskede, at det måtte kunne gentage sig.

Kunde denne lille Meddelelse vække Lyst til Efterligning andre Steder, vilde det være glædeligt. Vistnok stævner Folk til Folkemøder, men de fleste af disse  have maaske slet intet at gøre med Guds Rige. Hvor skønt, om den Tid snart kunde komme, da store skarer ligesom nede i Danmark flokkede sig for at prise »Ham, der har skabt Himlen, Jorden og Havet« og for at høre Guds Ord!

At vække og tilfredsstille Trangen til et hjærteligt Samfundsliv om Gud og hans Ord er en af den indre Missions Hovedopgaver. Hvem tør da nægte, at også Færøerne trænger til indre Mission!
F.B.

Kelda: Færøsk Kirketidende 01 August 1905

Spurningar
Í løtuni eru ikki spurningar til greinina