Sum vit áður skrivaðu, so eru 200 ár liðin síðan fyrsti bíbliutekstur varð skrivaður á móðurmálinum. Tað var Matteus evangeliið, Schrøter prestur, umsetti, og tí var eisini bønin, Faðirvár, við; men tað, ið eftir er, fekk ikki góða móttøku. Ikki fyrr enn í 1846 fingu vit eitt formligt skriftmál, sum slóðaði veg at halda fram við bíbliuumsetingini.

Dagsins gullsteinur er ein týðing av Faðirvár. Hon varð gjørd á heysti í 1891 av Fríðriki Petersen, prósti. Umsetingin og viðmerkingar hansara, varð send blaðnum, Færøsk Kirketidende.
H.D. Joensen, umsetti          

Fadervor paa Færøsk.

Faðir vár, tú sum ert i himlunum!
Heilagt verði navn títt! Komi ríki títt!
Verði vilji tín sum á himli so á jörð.
Gev okkum í dag okkara dagliga breyð!
Og tilgev okkum syndir okkara, sum vit tilgeva teimum, ið móti okkum synda!
Og leið okkum ikki í freistingar; men frelsa okkum frá tí illa!
Tí títt er rikið, valdið og heiðurin um aldur og alla ævi.
Amen!

Naar jeg har tilladt mig at anmode om Plads i »Færøsk Kirketidende« for en færøsk Oversættelse af Fadervor, da er jeg bleven foranlediget hertil ved nogle Udtalelser i en Artikel, som i dette Blads 1ste Aargangs Nr. 5 behandlede Spørgsmaalet om Brugen af det færøske Sprog ved Gudstjenesten. De Betragtninger, der i nævnte Artikel gjøres gjældende for og imod at gjøre Færøsk til Kirkesprog, kan jeg i Hovedsagen underskrive. Men naar det hedder: »Din Trosbekjendelse og Dit Fadervor vil Du jo med Lethed kunne oversætte paa dit Modersmaal til Brug ved Din Hjemmeandagt«, da kan jeg ikke rigtig være med. For mig staar det tværtimod som en meget vanskelig Opgave, at gjengive Trosbekjendelsen og Fadervor paa Færøsk, vel at mærke, naar Oversættelsen ikke skal tilsløre, men klargjøre Begreberne, ikke gjøre dem mere flydende og ubestemte, i men derimod bringe dem nærmere vor Bevidsthed og gjøre dem tilgængeligere for vor Opfattelse, og dette maa formentlig være Hensigten med enhver Oversættelse.

Det maa nemlig erindres, at det færøske Sprog i Aarhundreder har ligget hen som en Brakmark, hvor ingen har gravet og ingen har plantet. Det er derfor intet Under, at man kun sparsomt og med Besvær finder Udtryk for aandelige Begreber. Heri ligger utvivlsomt Forklaringen af, at selv de vigtigste Stykker af vor Børnelærdom ikke haves paa Færøsk. Herfra gjør ganske vist Herrens Bøn en Undtagelse, for saa vidt den findes i Pastor J. H. Schrøters i 1823 udgivne Oversættelse af Matthæi Evangelium, men ligesom Evangeliet vistnok har været saare lidt læst paa Færøerne — nu kan man lede længe, inden man opsporer et Exemplar af det —, saaledes er dets Oversættelse vistnok aldrig af nogen bleven benyttet ved den daglige Andagt; man kan derfor trøstig sige, at der ikke paa Færøsk findes nogen almindelig kjendt Oversættelse af Fadervor.

Da der i de senere Aar hos adskillige synes at være vaagnet Sans for at benytte deres færøske Modersmaal i en langt større Udstrækning end forhen, kan det antages, at enkelte ogsaa føle Trang til at frembære deres daglige Bøn til Gud paa det Sprog, de som Børn have lært paa Moders Skjød og Faders Knæ, og at lære deres Børn at bede til Faderen i Himmelen med Ord, som kunne komme fra Hjærtet. Af Hensyn til saadanne er det, at jeg herved fremkommer med foranstaaende Oversættelse, der ingenlunde gjør Krav paa at anses for »autoriseret«, men kun ønskes opfattet som et Forsøg, der mulig kan være tilVejledning for en eller anden. Angaaende Sproget i Oversættelsen skal jeg kun bemærke, at jeg i Begyndelsen af Bønnen har foretrukket at sige »Fadir vår« for »Fadir okkara«, da jeg mener at Ordet »vår« har vundet Hævd i Udtryk kene »Fadir vår« o’g »vår Harra«, og at jeg med Ordene »um aldur og alla ævi« har ment at gjengive Meningen af »i al Evighed« saa godt, som jeg formaar. Til Slutning vil jeg sige til alle For ældre: Naar I lære Eders Børn Fadervor, saa lær dem ikke at »læse« Bønnen, men lær dem at »bede« den. og det gjøre I bedst ved selv at bede den for dem og med dem.

Lejre, 3dje November 1891, Fr. Petersen.
Kelda: Færøsk Kirketidende, februar 1892